Så nu er invitationerne sendt, og svarene er begyndt at tikke ind.
Argh nu er det pludselig virkelighed. Min kæreste tager det ret roligt, men jeg kan godt få nogle øjeblikke hvor hele det der bryllupshalløj godt kan virke lidt angstprovokerende.
Det er ikke manden, og hele det der "evigheds"-koncept der skræmmer mig, men mere dagen i sig selv.
Jeg har allerede haft et par mareridt, hvor jeg går i mine alt for høje sko ned af det kolde kirkegulv mens orglet spiller. Kirken er fyldt med mennesker og alligevel kan jeg ikke få øje på en bekendt ansigt, alles øjne er rettet på mig og så sker det. Jeg træder i kjolen, og til lyden af silke der revner falder jeg lige så lang jeg er, musikken stopper, og salen udbryder et "Åååhhh" ikke et "ej-hvor-er-det-synd"-åh, men mere et uhyggeligt og næsten spøgelsesagtigt åh. Ved ikke hvad det skal betyde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar